Historien bag huset

 

 

Pitstop åbnede i maj 2018 efter at lokale borgere havde arbejdet på at skaffe midler til en total renovering af Idestrups tidligere ungdomsklub, IUK. Bygningen, som klubben lå i, var ved at falde helt sammen, og ungdomsklubben måtte lukkes, fordi det ikke længere var forsvarligt at opholde sig i den.

Undervejs fandt vi ud af at bygningen havde en fantastisk historie!

Huset blev bygget i 1911 af brave borgere, som ville åbne deres egen brugsforening, fremfor at handle i den brugsforening, som allerede lå i byen. Det var Orupgaard Brugsforening, som var blevet stiftet i juli 1868 af godsejer og finansmand Edvard Tesdorpf, som boede i nærheden, på godset Orupgaard.

Godsejeren mente, at der skulle holdes lukket om søndagen, og at hans egne folk skulle kunne handle til billigere priser end de andre bønder og husmænd i området. De, som arbejdede for ham, fik udbetalt deres løn i nogle særlige mønter, som kunne bruges i brugsforeningen. Mønterne er udstillet oppe i Idestrups lokalhistoriske arkiv, og er sjove at se.

Efterhånden blev alle de lokale bønder, som havde dårligere vilkår, utilfredse, og forsøgte derfor at stille krav om indflydelse. Det syntes Tesdorpf var en skidt idé, og de blev uenige om både det ene og det andet. Det hele kulminerede på den årlige generalforsamling i 1871, hvor de lokale husmænd fra Idestrup og omegn løsrev sig og videreførte Idestrup Sogns Brugsforening under egen drift.

Tesdorpf fortsatte med sin egen brugsforening, nu under navnet Orupgaard Brugsforening. Der lå på det tidspunkt hele 5 større eller mindre uddelingssteder i Idestrup Sogn. Et af dem var ”filialen i Ulslev”, hvor Tesdorpf og hans bestyrelse havde ansat en ung mand, der hed Severin Jørgensen. Severin var kommet til området fra Nordjylland, men han havde ”høkerbrev”, som betød at han havde ret til at bestyre en forretning, så han blev ansat til at passe butikken i Ulslev.

Severin Jørgensen arbejdede kun i området i nogle få år inden han drog videre, men senere i sit liv samlede han først alle de nordjyske brugsforeninger, og siden de sjællandske, og han blev til sidst initiativtager og første formand for De Forenede Danske Brugsforeninger, FDB, som senere blev til Coop, som alle danskere kender den dag i dag.

Bygningen, som huser Pitstop Idestrup, blev først bygget i 1911. Der gik 40 år, før røgen havde lagt sig efter den famøse generalforsamling, og der var blevet sparet penge nok sammen til at kunne bygge ejendommen, som nu ligger på Møllevej 20B. Den kostede 8000 rigsdaler at bygge, og var en rigtig flot bygning på den tid, stateligt beliggende på hjørnet, lige overfor kirken.

Den står der, som et monument over en svunden tid, som var så vigtig for det Danmark, vi kender i dag. 1911 var også det år at jernbanen Stubbekøbing – Nysted åbnede, og Sydfalster Højspændingsværk, som siden blev til SEAS NVE.

Folkene bag var vigtige for vores historie, Tesdorpf var en dygtig finansmand og startede Nykøbing Andelssukkerfabrik, den første af sin slags i landet, og Rasmus Claussen blev den første bonde i folketinget, og siden formand for folketinget, i 1895. Han stiftede også Lolland-Falsters Folketidende, den ældste lokalavis i Danmark, og han var desuden far til den senere så berømte, romantiske digter, Sophus Claussen.

Severin Jørgensen, som var uddeler i Ulslev, stiftede senere i sit liv FDB, og var dermed foregangsmand for andelsbevægelsen i Danmark.

Ejendommen stod der i over 100 år, men da vi nåede til 2015, så kunne den ikke mere. Bygningen var så nedslidt, at den kunne have væltet i en storm. Efter brugsen flyttede op i moderne omgivelser på Østergade 1, fulgte nogle turbulente år, hvor ejendommen både var i funktion som posthus, telefoncentral, legetøjsbutik og knallertværksted.

I 1983 blev den overtaget af Sydfalster Kommune, og så blev Idestrup Ungdomsklub oprettet. Efter 32 år kunne bygningen ikke mere, og det blev besluttet, at klubben måtte flytte og huset rives ned.

Det ville have været rigtig trist for ungdommen i Idestrup, for lige så slidt som bygningen var, lige så glade var de for den. Hvis de unge mistede deres ungdomsklub, så ville det ikke være så godt – ungdomsklubben er rigtig vigtig, når man bor i en landsby, og den i Idestrup var specielt fed, fordi de havde deres helt egen bygning. Noget måtte gøres!

Det var her, at det forholdsvis nye Idestrup og Omegns Lokalråd (IOLR) besluttede at prøve at redde bygningen, dens funktioner, og den specielle historie, som ligger bag. Fra 2015 – 2018 lykkedes det os at samle midler nok til en total renovering af den gamle bygning fra 1911. Vi holdt samtidig et borgermøde i 2015, hvor over 150 borgere mødte op og kom med idéer til hvordan huset kunne drives videre.

På én aften fik vi over 180 forslag, og så gik vi i gang. Det har været en lang, lang rejse, men det kunne ikke have lykkedes uden den massive opbakning, som vi har haft hele vejen igennem, fra såvel borgere og fonde, som kommune og alverdens samarbejdspartnere fra både nær og fjern.

Sammen har vi genrejst bygningen og skabt et sted, som bærer de stolte traditioner fra andelsbevægelsen videre, hvor vi kan mødes på kryds og tværs og være med til at holde lokalsamfundet aktivt og i kontakt med sig selv om resten af verden. Vi håber, at du vil lægge din vej forbi Pitstop Idestrup og være med!

Find os her:
Møllevej 20B,  4872, Idestrup

Åbningstider:
Søndag: LUKKET
Mandag: LUKKET
Tirsdag - Lørdag : 16:00-21:00

Pitstop Idestrup